Give Golfklub er hjerteblod for medarbejderne
Hvad har en gødningsspreder, glassplinter, mørbrad ala creme og jongelering med Give Golfklub at gøre?
Det kan du læse i historierne om cafebestyrer Helle Bachmann, chefgreenkeeper Henrik Lindberg, protræner Lars Bremer og klubsekretær Lone B. Neupart, der i anledning af 25 års jubilæet fortæller om, hvorfor Give Golfklub har en stor plads i deres hjerter.
Cafémutter elsker at knokle og have hamrende travlt
I jobbet som cafébestyrer sørger Helle Bachmann for, at klubbens golfspillere, gæster og selskaber får noget godt at spise og drikke i den hyggelige café. Arbejdet indebærer opgaver lige fra indkøb, tilberedning af den frisklavede mad, salg, servering, opvask og rengøring. De mange forskellige gøremål tiltaler vores allesammens cafémutter, der i sæsonen knokler løs i op til 17 timer om dagen.
”Jeg trives, når jeg knokler løs og har hamrende travlt. Det er svært at forudse, hvor mange spisende gæster jeg har. Men har jeg ikke lavet nok mad, fikser jeg noget, for der skal være mad nok til alle. Give Golfklub er for mig blevet til en ekstra familie. Jeg synes, vi har et helt særligt sammenhold, og vi reagerer, hvis nogle der normalt kommer pludselig er væk i en længere periode. Vi bekymrer os, og vi lytter til hinanden, selvom vi har travlt.”
Fakta om Helle Bachmann
Titel: Cafebestyrer
Bopæl: Esbjerg
Alder: 55 år
Handicap: 72
Antal sæsoner i klubben: 3
Favoritjern: 7
Yndlingsslag: Drive
Antal hole in one: 0
Favoritmenu i caféen: Jeg smager mest af alt sovs til – ellers Stjerneskud
Største bommert: Tabte en kasse vin. Der var glassplinter og rødvin op ad radiator, fryser, køleskab og væggen.
Henrik Lindberg nyder at arbejde i den skønne natur
Som chefgreenkeeper er det Henrik Lindbergs ansvar, at golfbanen er i topform. Først og fremmest skal han lede og fordele arbejdet i greenkeeperteamet og planlægge baneændringer i samarbejde med baneudvalget, men den 45-årige fynbo elsker lige så meget det fysiske arbejde ude på banen, hvor der altid er græs, buske og træer, der skal klippes, beskæres eller flyttes.
”Jeg nyder at komme tidligt op om morgenen og ud på banen i den skønne natur. Fuglene kvidrer, og der er en helt speciel duft. I mit arbejde er der masse af faglige udfordringer. For eksempel i forbindelse med renovering af alle greenbunkers og ikke mindst banens greens, der er udfordret af et svagt rodnet. De opgaver synes jeg er spændende, og det er dejligt, at banen ofte får ros af spillerne. Det gør greenkeeperteamet stolt.”
Fakta om Henrik Lindberg
Titel: Chefgreenkeeper
Bopæl: Haastrup, lidt nord for Fåborg
Alder: 45 år
Handicap: 36
Antal sæsoner i klubben: 3
Favoritjern: 6
Yndlingsslag: Putte
Antal hole in one: 0
Favoritmenu i caféen: Golfburger med pommes friters
Største bommert: En dag overså jeg en gødningsspreder og kørte over den med en af vores arbejdsbiler. Den blev fuldstændig krøllet sammen.
Lars Bremer lever af sin fritidsinteresse
32-årige Lars Bremer har to funktioner i Give Golfklub. Dels er han protræner med ansvar for træningen af golfklubbens elitespillere, juniorer og begyndere samt andre, der ønsker at booke trænertid. Dels er han selvstændig som ejer af Give Golfshop, hvor han dagligt nørder golfkøller og guider spillerne frem til det udstyr, der passer netop deres behov og spillestil.
”Det er fedt at leve af ens fritidsinteresse. Mit arbejde i Give Golfklub er en livsstil. Jeg er her rigtig mange timer i sæsonen. Men jeg brænder virkelig for det og elsker at være her. Give Golfklub har så mange glade og søde mennesker, og de skaber en helt fantastisk stemning og en stærk social klub. Jeg har aldrig oplevet andre steder, at så mange frivillige hjælper til i forskellige udvalg og tager ejerskab.”
Fakta om Lars Bremer
Titel: Protræner
Bopæl: Søften, ved Hinnerup
Alder: 32 år
Handicap: 0,2
Antal sæsoner i klubben: 6
Favoritjern: Driver
Yndlingsslag: 100 meter slag
Antal hole in one: 0
Favoritmenu i caféen: Mørbrad ala creme
Største bommert: Det kommer ikke til at ske – nogensinde!
Arbejdet som klubsekretær er et privilegium
Klubsekretær Lone Baunsgaard Neupart er Give Golfklubs blæksprutte, og lidt populært sagt laver hun alt andet end at træne, klippe græs og lave mad. Opgaverne spænder over at tage imod og servicere mange gæster, forespørgsler og golfklubbens medlemmer, lave løn, bogholderi, indberette scorer, tegne sponsorater og udleje biler. Det varierende arbejde og de mange timer i sæsonen tiltaler klubsekretæren.
”Det er et privilegium at arbejde med folk, der dyrker deres hobby. Klubbens medlemmer er altid glade, og selv når en enkelt spiller er mopset over et skævt slag, går det hurtigt over. Spillerne i klubben gør sammen med alle de ansatte Give Golfklub til en fantastisk arbejdsplads. Selvom jobbet er krævende og timerne i sæsonen mange, nyder jeg at jonglere med mange bolde i luften og være med til at udvikle vores fantastiske klub sammen med alle frivillige, ansatte og golfspillere.”
Fakta om Lone Baunsgaard Neupart
Titel: Klubsekretær
Bopæl: Herning
Alder: 55 år
Handicap: 24,7
Antal sæsoner i klubben: 4
Favoritjern: Driver
Yndlingsslag: Drive
Antal hole in one: 0
Favoritmenu i caféen: Pariserbøf
Største bommert: Dobbeltbooking på golfbanen. I den situation, hvor ingen undskyldninger kunne bruges, ønskede jeg virkelig at vi havde haft dobbelt op på antal golfhuller.